Nye Borgerlige dropper ordblind byrådskandidat

Sådan her skulle 19-årige Adrian Svensens valgplakat til kommunalvalget have set ud, men nu er han blevet bedt om at trække sig af Nye Borgerlige i Herning. Ifølge ham fordi han er ordblind.

En ung kandidat til kommunalvalget for Nye Borgerlige i Herning er efter eget udsagn blevet bedt om at trække sig, fordi han er ordblind.

Det skriver Herning Folkeblad.

19-årige Adrian Svensen stod ellers indtil for nyligt nummer to ud af fem på listen hos Nye Borgerlige til kommunalvalget i Herning.

Men nu er han altså blevet bedt om ikke at stille op alligevel, fordi han er ordblind.

“Det rammer mig – i første omgang med tårer i øjnene. Derefter bliver man vred og skuffet, for de har givet mig falske forhåbninger,” siger den unge politiker til Herning Folkeblad.

Den unge byrådskandidat fortæller, at Ny Borgerlige i Herning meddelte ham, at han ikke ville kunne klare byrådsarbejdet, hvis han blev valgt.

Han fortæller også, at selvom det ikke er blevet sagt ordret, at ordblindhed er årsagen, så er han ikke i tvivl, om at det er derfor, han er blevet bedt om at trække sig.

“Jeg kan jo godt lægge to og to sammen, selvom det ikke bliver sagt direkte,” siger han til radiostationen Den Uafhængige.

Nye Borgerliges lokalformand i Herning, Mikael de Fries Jensen, afviser, at ordblindhed er den direkte årsag til, at den 19-årige byrådskandidat er blevet bedt om at trække sig.

Han mener dog, at Adrian Svensen har været tilbageholdende med at bruge hjælpemidler.

“Derfor har vi sagt, at byrden ved byrådsarbejdet vil blive for stor. Man skal blandt andet læse sager med tavshedspligt, og så dur det ikke, at man skal kunne trække på en anden for at læse dem,” siger lokalformanden til Herning Folkeblad.

Adrian Svensen fortæller, at Nye Borgerlige i Herning har tilbudt ham at forklare, at han nu ikke stiller op til kommunalvalget i Herning alligevel med, at han ville koncentrere sig om sin uddannelse.

Det afviser den unge byrådskandidat dog klart i radioprogrammet Den Uafhængige, og fortæller, at selvom andre synes, det er et problem, at han er ordblind, så brænder han stadig for politik.

“Det er politik, jeg gerne vil. Det er den her vej, jeg skal,” siger han.

Adrian Svensen uddyber, at bestyrelsen fra begyndelsen har været bekendt med hans ordblindhed. Han erkender, at han har været skeptisk overfor at bruge hjælpemidler, men siger også, at han har udtrykt, at han er indstillet på at lære det.

Nye Borgerliges organisatoriske næstformand, Jesper Hammer, svarer på vegne af partitoppen, at man ærgre sig over den måde, den unge kandidat er blevet håndteret på i Herning.

“Det er bestemt ikke den måde, vi skal behandle vores kandidater på.”

Jesper Hammer understreger, at det vil blive taget op internt i partiet.

“Jeg tror, vi får en snak om, at sådan skal det ikke være fremadrettet.”

“Man skal have lov til at stille op som ordblind i Nye Borgerlige. Det tror jeg sagtens, man kan bestride en byrådspost med,” siger han.