30. mar. 2022 - 10:04

Nu kan du gratis sende nødhjælp til Ukraine med PostNord



Arkivfoto

Fra og med i dag – onsdag – kan privatpersoner i Danmark sende pakker med nødhjælp på op til 20 kg til Ukraine med PostNord.

Det skriver PostNord i en pressemeddelelse.

Det sker efter, at PostNord har modtaget en anmodning fra det ukrainske postvæsen Ukrposhta om hjælp til indsamling og transport af nødhjælp til den ukrainske befolkning.

PostNord vil stå for fragten fra Danmark til Polen, hvorefter det er det ukrainske postvæsen, som vil sørge for at transportere og fordele nødhjælpen til de steder i Ukraine, hvor der er mest behov for det.

– Vores kollegaer hos Ukrpostha gør et fantastisk arbejde for at opretholde postomdelingen og udføre en vigtig opgave for Ukraine under krigen. Når dem, som hver dag risikerer livet for at holde Ukraine i gang, beder os om hjælp, så stiller vi naturligvis op med det, vi kan. Derfor føles det vigtigt nu at gøre det muligt gratis at sende humanitære hjælpepakker fra både Sverige og Danmark til Ukraine, siger koncernchef i PostNord, Annemarie Gardshol.

Krigen i Ukraine har besværliggjort transport og fordeling meget i landet, hvilket har betydet, at det ukrainske postvæsen nu har påtaget sig en aktiv rolle i at sørge for, at nødhjælpen når frem til de steder, som har mest brug for den.

Sådan gør du:

  • Pak din forsendelse grundigt og sikkert.
  • Skriv pakkens indhold på emballagen, enten på engelsk eller ukrainsk.
  • Download og print PostNords særlige pakkelabel på postnord.dk/stoet-ukraine
  • Sæt label godt fast på din pakke og indlever pakken på et af PostNords posthuse.
  • PostNord står for fragten til det ukrainske postvæsen Ukrposhta.

Vær opmærksom på, hvad du kan sende:

Man må kun sende nødhjæl, som blandt andet omfatter tøj, tæpper, puder, tandpasta og dåsemad. Det er meget vigtigt, at pakkerne ikke indeholder farligt indhold eller fordærvelige fødevarer.

En mere udførlig liste og praktisk info kan ses på postnord.dk/stoet-ukraine.