Fire dage efter, at en 13-årig pige fra Esbjerg blev meldt savnet, ved politiet stadig ikke, hvor hun befinder sig.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på X (det tidligere Twitter) torsdag formiddag.
Hun bor på et bosted i Esbjerg. Hun blev meldt savnet søndag aften.
Tidligere har politiet oplyst, at intet tyder på, at hun har været udsat for en forbrydelse.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra Syd- og Sønderjyllands Politi om, hvorvidt det stadig er politiets opfattelse.
LÆS OGSÅ: Hjælp! Vi savner vores 13-årige datter
Politiet vil gerne have offentlighedens hjælp til at finde pigen. Har man set hende, eller har man oplysninger om, hvor hun befinder sig, vil Syd- og Sønderjyllands Politi gerne høre om det.
Hun er 160 centimeter høj, almindelig af bygning, og hun har langt, lyst brunt hår.
Sidst hun blev set, var hun iført en hvid hættetrøje, sort jakke med pelskrave, jeans og Nike-sko.