En norsk mand havde onsdag lidt for meget fart på i Nordens Paris, hvilket resulterede i, at han endte i detention to gange indenfor samme døgn.
Sådan beskriver Nordjyllands Politi det i døgnrapporten fra onsdagen hændelser.
Allerede onsdag morgen modtog vagtcentralen et opkald fra en borger, der havde fundet den norske statsborger stærkt beruset på cykelstien på Limfjordsbroen. Manden var ikke kommet til skade, men var svær at få kontakt til.
Derfor rykkede Nordjyllands Politi ud og anholdte ham. Anholdelsen skyldtes, at han var for beruset til, at oplyse sit navn eller CPR-nummer.
Derfor røg han en tur i detention for at sove sin rus ud. Politiet tog kontakt til en af den 43-årige mands pårørende, hvorefter der blev booket et hotelværelse til ham.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Endnu en tur i detentionen
Den norske mand følte dog endnu ikke, at festen var helt overstået.
Politiet beskriver, at de onsdag aften modtog endnu et opkald vedrørende den 42-årige. Igen skyldtes det hans beruselse, og nu nægtede han også at forlade det hotel, der samme dag var blevet booket til ham. Manden var dog væk da den nordjyske patrulje ankom til stedet.
Dog gik der ikke længe inden manden igen vendte tilbage til hotellet, hvorefter politiet endnu engang blev tilkaldt.
Præcis som tidligere på morgenen, bliver det beskrevet, at han endnu en gang ikke var i stand til at tage vare på sig selv.
Det resulterede i, at den 42-årige nordmand igen måtte sove rusen ud i detentionen.