Norge i kæmpe chok efter uhyggelig afsløring blandt mindreårige

Helt unge drenge radikaliseres af højreekstremistisk propaganda og voldsforherligelse på nettet, advarer PST

Det norske politis efterretningstjeneste, PST, har i de seneste år afsløret over ti børn i alderen 12 til 15 år, der planlagde terrorangreb i Norge.

Det oplyser den fungerende direktør i PST’s antiterrorafdeling, Linn Havnelid, til den norske avis Dagbladet.

– Den yngste, vi har afsløret, var en norsk dreng på 12 år med højreekstremistisk tankegods, siger hun.

Havnelid ønsker ikke at gå i detaljer om hverken drengene eller hvilke angreb, som PST har afværget.

Men hun afviser, at radikalisering skulle være et fænomen, der kun findes i byerne.

Typisk er børnene blevet radikaliseret på internettet, forklarer hun.

– Vi ser, at unge drenge radikaliseres uden at være i kontakt med andre. De bliver en del af højreekstremistisk propaganda og voldsforherligelse, som de finder på nettet, siger Linn Havnelid til Dagbladet.

De børn, som PST har afsløret, har planlagt terrorhandlinger gennem lukkede og krypterede grupper på nettet.

Drengene har ofte nogle fællestræk, siger PST-direktøren.

– Det kan ofte handle om at være udenfor og psykisk lidelse, siger Linn Havnelid.

/ritzau/