Nibe: Stor flok kvæg fanget i brændende stald

Der er onsdag eftermiddag udbrudt brand i en stald på Fredsgårdvej mellem Nibe og Løgstør.

I stalden befinder der sig en stor flok med 75 kreaturer, som er fanget i den brændende stald.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 12:52.

Ifølge politiet frygter man, at flere af dyrene vil dø i forbindelse med branden.

Derfor arbejder både politi og beredskab på at redde dyrene ud af stalden, mens de andre beredskabsfolk forsøger at stoppe branden i at sprede sig yderligere.

Branden er muligvis startet i strøelse, som lå i stalden, men det er ikke sikkert på nuværende tidspunkt.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne personer i forbindelse med branden.