Ni ud af ti danskere modtog sireneadvarsel på mobilen

Ni ud af ti personer i Danmark modtog en advarsel på deres mobiltelefon under testen af det mobile advarselssystem første onsdag i maj i år.

Det viser en undersøgelse, som Megafon har udført for Beredskabsstyrelsen, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

Det mobile advarselssystem med navnet “S!renen” blev første gang afprøvet i maj sidste år. Her modtog 64 procent af befolkningen testadvarslen. I år var det tal 89 procent.

Beredskabsstyrelsen er “meget tilfreds” med tallet, siger chef for Kommunikation og Varsling i Beredskabsstyrelsen Lars Aabjerg Pedersen i pressemeddelelsen.

– Det bidrager til, at så mange som muligt får besked om, hvad der sker, hvor det sker, og hvad man skal gøre, hvis der opstår en farlig situation, dér hvor man er, siger han.

De største årsager til, at flere danskere har modtaget advarslen på deres mobil i år, er ifølge Beredskabsstyrelsen, at befolkningen har fået nye styresystemer på deres mobiltelefoner, og at 3G er udfaset.

Det svarer til det billede, der ses i øvrige lande som Norge og Holland, der har tilsvarende systemer.

Også her er det i runde tal ni ud af ti, der kan modtage disse advarsler på deres telefoner, skriver Beredskabsstyrelsen.

Af undersøgelsen fremgår det desuden, at 94 procent ved, at der er blevet introduceret et nyt varslingssystem, hvor myndigheder kan udsende advarsler til nyere mobiltelefoner, som befinder sig i et fareområde.

– Resultaterne indikerer, at der er et ret bredt kendskab til S!renen i befolkningen. Det er godt, for det gør, at folk forhåbentlig ikke bliver alt for overraskede, hvis de en dag modtager en advarsel på telefonen i en akut situation, og så er de mere parate til at handle, siger Lars Aabjerg Pedersen.

Undersøgelsen blev udført af Megafon som en internetundersøgelse i perioden 1. til 6. maj 2024. De adspurgte er voksne over 18 år.

Sirenen er en advarsel, der udsendes i et bestemt område, når myndighederne vurderer, at der er fare på færde.

Sirenen testes årligt den første onsdag i maj klokken 12. I 2023 var det første gang, at sirenen også blev udsendt digitalt.

Beredskabsstyrelsen oplyste forud for årets test, at man forventede, at omkring 80 procent af befolkningen ville få en testadvarsel på telefonen.

Tidligere i dag stod Novo Nordisk i voldsomme flammer. Læs den historie her.