16. dec. 2022 - 9:33

Netværk fra Sverige stjal fra lastbiler på danske rastepladser: Nu har de fået deres straf



15 måneder og 24 måneders fængsel lød dommene på, da Retten i Nykøbing Falster torsdag dømte to personer – bosiddende i Sverige – for en række tyverier på rastepladser.

Den ene af de dømte, der er makedonsk statsborger og bosiddende i Sverige, blev idømt to års fængsel og udvist med indrejseforbud for bestandig. 

Den anden af de dømte er albansk statsborger og bosiddende i Sverige. Han blev idømt fængsel i et år og tre måneder og udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. 

Torsdagens dom skal ses i forlængelse af en dom afsagt ved Retten i Nykøbing Falster i juli, hvor fem personer blev idømt fængselsstraffe og udvisning for tyverier fra lastbiler på rastepladser.

LÆS OGSÅ: Narkopåvirket chauffør brager ind i skolebus: 9-årige Jenni har fået piskesmæld

Der er efter politiets opfattelse tale om personer fra samme netværk i Sverige, som har specialiseret sig i at rejse til Danmark og begå denne form for tyverier. 

Efter anholdelserne i april har politikredsen ikke modtaget anmeldelser om tilsvarende tyverier. 

“Dommen i dag og dommen fra juli er et resultat af en målrettet og grundig efterforskningsindsats af Udlændingekontrolafdelingen. Vi har ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi stort fokus på at bekæmpe kriminalitet begået af omrejsende kriminelle, og jeg er meget tilfreds med dommen i dag,” siger senioranklager Anne Mette Fink, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, i en pressemeddelelse.