Netop udråbt: Her er årets europæer

Rusland prøver at udslette vores nationale identitet, ligesom de gør i Ukraine, advarer Svetlana Tikhanovskaja

Lederen af den belarusiske demokratibevægelse, Svetlana Tikhanovskaja, hædres med prisen som Årets Europæer 2024.

Det meddeler Europabevægelsen, der uddeler prisen.

– Svetlana Tikhanovskaja sætter sit land og kampen for retfærdighed over sig selv, og i en tid med krig i Europa er kampen mod diktatur og uretfærdighed ikke kun en bekymring for det belarusiske folk, men for hele det europæiske kontinent, siger formanden for Europabevægelsen, Jens-Kristian Lütken, i en pressemeddelelse.

Svetlana Tikhanovskaja fik tirsdag overrakt prisen ved en ceremoni på Nationalmuseet i København.

– For belarusere betyder det meget, at vi kan føle os velkomne i Europa, og jeg vil gerne sige tak til Danmark og den danske befolkning for den støtte og opbakning, som I har givet os, lyder det ifølge pressemeddelelsen fra den belarusiske oppositionsleder.

Prisen Årets Europæer uddeles hvert år af Europabevægelsen, der er en selvstændig dansk tværpolitisk organisation, til en eller flere personer, som har gjort en særlig indsats for det europæiske samarbejde.

Tidligere har blandt andre EU-kommissær Margrethe Vestager, Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, og digter Jørgen Leth modtaget prisen.

Tikhanovskaja overtog posten som oppositionsleder fra sin mand, Sergej Tikhanovskij, da han – sammen med mange andre oppositionsledere – blev fængslet forud for valget i Belarus i 2020.

Han blev året efter idømt 18 års fængsel.

41-årige Tikhanovskaja flygtede i 2020 fra Belarus til Litauen, hvor hun i dag lever i eksil.

Tidligere det år var hun opstillet ved præsidentvalget efter at have overtaget lederposten fra sin mand.

Ifølge de officielle resultater fik hun ti procent af stemmerne.

Men de færreste iagttagere har tiltro til, at de officielle tal stemmer. Oppositionen er overbevist om, at hun vandt – og det samme mener flere udenlandske iagttagere.

Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko, har ledet landet med hård hånd i knap 30 år.

Efter valget i august 2020 har Lukasjenko og hans styre slået hårdt ned på al politisk modstand.

Det er blandt andet sket med støtte fra Ruslands præsident, Vladimir Putin.

– Rusland forsøger at udslette vores nationale identitet, ligesom de gør i Ukraine. Det sker bare med andre midler. Det er en snigende besættelse snarere end en væbnet invasion. Men vi bliver aldrig en del af Rusland, sagde Svetlana Tikhanovskaja tirsdag i sin takketale, da hun modtog prisen i København.

Tusindvis af aktivister er blevet anholdt, og lederne af oppositionen og førende aktivister er nu enten i fængsel eller flygtet ud af landet.

Selv er Svetlana Tikhanovskaja in absentia idømt 15 års fængsel i Belarus.