Netop løsladt mand smed alt tøjet og lavede onanibevægelse op ad fremmed

Efter at have tilbragt det meste af dagen i detentionen blev en 38-årig mand løsladt tirsdag eftermiddag. Manden var nemlig blevet anholdt for hærværk tidligt tirsdag morgen.

Det oplyser Østjyllands Politi.

Men netop som manden blev løsladt fra politiets varetægt, begyndte han at smide tøjet, da han gik væk fra politigården i Aarhus.

Herefter gik han nøgen ad Ridderstræde og videre ad Dynkarken i retning mod DOKK1, hvor han stillede sig tæt op af en kvinde og begyndte at lave onanibevægelser med sin penis op imod kvinden.

Efterfølgende gik han videre ad Havnegade, hvor han blev tilbageholdt af to betjente i civil, som tilfældigt fik øje på den nøgne mand.

Den 38-årige mand blev atter anholdt, sigtet for blufærdighedskrænkelse, og blev ført tilbage til politigården, hvor han fik lov til at tilbringe endnu et par timer i detentionen.