Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, opfordrer på israelsk tv onsdag aften israelske borgere til at bære våben.
Netanyahu siger videre, at Israel er ved at gøre klar til en landoffensiv. Men han vil ikke komme nærmere ind på tidsplanen eller andre detaljer.
Hvornår en landoffensiv vil begynde, vil blive besluttet “i konsensus” i regeringens særlige krigskabinet, siger han.
Desuden gentager Netanyahu sin opfordring til, at civilbefolkningen i Gazastriben søger mod syd.
Få timer inden advarede Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, om, at en “massiv” indsats på landjorden vil være en fejl.
– Frankrig anerkender Israels ret til at forsvare sig, understreger Macron, der onsdag er på besøg i Egypten hos præsident Abdel Fattah al-Sisi.
– Hvis en indsats på landjorden udelukkende er rettet mod terrorgrupper, er det et valg, landet har. Men hvis det er en massiv operation, der vil bringe civilbefolkningen i fare, mener jeg i givet fald, at det vil være en fejl fra Israels side, siger den franske præsident.