Naturbrand langs togbane indstiller togtrafikken

En naturbrand langs togbanen fra Vamdrup og mod nord – nær Kolding – er onsdag eftermiddag skyld i, at togtrafikken mellem Fredericia og Kolding i øjeblikket er indstillet.

Det skriver DSB på Twitter.

– Vi kan ikke køre mellem Fredericia og Kolding i øjeblikket. Det skyldes, at der er ild i en baneskråning som skal slukkes, før vi kan køre igen, lyder det i DSB’s tweet.

Trekantområdets Brandvæsen oplyser, at de har indsat mandskab til mange mindre punktbrande langs jernbanen fra Vamdrup og mod nord.

Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget de mange mindre naturbrande langs jernbanen.