Natten til lørdag: Voldtægt og voldssag i Dyrehaven

En 18-årig mand er anholdt for voldtægt i Dyrehaven ved Klampenborg nord for København fredag aften.

“Den 18-årige er anholdt for mistanke om voldtægt af en 15-årig pige i området Ulvedalen i Dyrehaven,” siger vagthavende ved Nordsjællands Politi, David Buch, til presse-fotos.dk

Bt.dk skriver, at en ung mand måtte indlægges efter en voldssag, hvor der foreløbig ikke er nogen anholdte. Og en 17-årig var kortvarig anholdt for forsøg på vold mod polititjenestemand.

tv2.dk skriver desuden: Politiet modtog også en anden anmeldelse om voldtægt i Klampenborg på en privatadresse, hvor de anholdt en 17-årig for voldtægt af en jævnaldrende – men dette var ikke relateret til puttefesten, siger politiet. 

Der var en del unge mennesker i Dyrehaven fredag aften. De var der i forbindelse med de såkaldte puttemiddage, som markerer afslutningen på den første undervisnings-uge i gymnasiet.

LÆS OGSÅ: Tusindvis af unge til puttefest i Søndermarken

Nordsjællands Politi har tidligere rapporteret på Twitter om det øvrige facit på begivenhederne i Ulvedalen.

“3 overtrædelse for lov om euforiserende stoffer, 6 overtrædelser af ordensbekendtgørelsen. Endelig blev 1 soundboks opbevaret ved politiet, indtil den unge forlod stedet igen, da det er forbudt at anvende musikanlæg i Ulvedalen.”

David Buch siger til presse-fotos.dk, at politiet ikke regner med, at der vil ske fremstilling i grundlovsforhør i nogen af sagerne. Men det betyder ikke, at sigtelserne nødvendigvis droppes.