06. apr. 2022 - 22:18

Narkokørsel førte til narkofund i hus



En patrulje stoppede klokken 01:05 en personbil i en rutinekontrol natten til onsdag i Undløse ved Holbæk.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Bag rattet i bilen sad en 29-årig kvinde fra Holbæk, som blev anholdt og sigtet for narkokørsel, efter hun blev testet positiv ved en test med narkometret. Kvinden blev herefter kørt til en blodprøveudtagelse.

Bilen blev efterfølgende ransaget og politiet fandt en pose med hvidt pulver og et snifferør. Det hvide pulver viste sig at være lige over et gram amfetamin, efter det blev testet.

Betjentene fandt også en enhåndsbetjent foldekniv under ransagningen.

En 27-årig mand fra Kastrup, som var passager i bilen, erkendte, at kniven tilhørte ham.

Grundet fundene i bilen, besluttede politiet sig at ransage den adresse i Tølløse, hvor de to personer i bilen havde opholdsadresse.

I et tilstødende anneks til ejendommen traf politiet en 19-årig mand, som også boede på adressen.

Under ransagningen af huset og annekset fandt politiet regnskaber, skunkplanter, flere bøtter og poser med narko, samt vægte til at veje narko på, hvilket tydede på, at der blev handlet med narko på stedet.

Den samlede fangst på adressen løb op i 1,5 kilo hash, knap 100 gram amfetamin, 117 gram skunk, samt en smule ecstasy.

Både narko og diverse remedier til det formodede narkosalg blev beslaglagt.

Politiet skriver, at deres efterforskning af sagen peger på, at det er de to mænd på henholdsvis 19 og 27 år, som kan mistænkes i narkosagen. Derfor er de begge blevet sigtet efter straffelovens regler om narkotikasalg.

Den 29-årige kvinde blev løsladt, mens de to mænd blev taget med på politigården i Roskilde, hvor de skulle afhøres.

Efter en juridisk vurdering blev der ikke fundet grundlag for at fremstille de to mænd i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Derfor blev de to mænd løsladt, men de kan begge forvente et retsligt efterspil på et senere tidspunkt.