Narkodømt palæstinenser dømt til udvisning: Kan få lov at blive i Danmark alligevel

En statsløs palæstinenser, der er udvist og lever på såkaldt tålt ophold, har fået lov til at føre en sag om ophævelse af udvisningen af ham.

Det har Højesteret afgjort i en kendelse, der er offentliggjort torsdag.

Afgørelsen skyldes mandens forhold til sine mindreårige børn. Der er derfor “ganske særlige grunde” til, at han på trods af en overskridelse af en tidsfrist må få landsrettens vurdering af, om udvisningen skal ophæves, fremgår det.

Dommerne i Højesteret har været uenige om spørgsmålet. Fire har stemt for at give manden medhold, mens den femte mener, at sagen skulle afvises.

Faren kom til Danmark for lidt over 20 år siden. I 2007 blev han i forbindelse med en sag om narkotika, som medførte fængsel i fem år, udvist af Danmark.

Men da der er risiko ved en udsendelse til Libanon, endte han fra 2010 på tålt ophold.

Tre år senere blev han gift med en kvinde, der har dansk statsborgerskab. Sammen har de fået tre børn, og familien bor sammen.

Siden har såvel byretten i Aarhus som Vestre Landsret afvist at tage stilling til, om udvisningen skal ophæves.

Men i Højesteret er tonen en anden. Derfor sendes sagen tilbage til landsretten med besked om, at mandens ønske skal realitetsbehandles.

Det afgørende er, om den statsløse palæstinenser har opnået en såkaldt afledt opholdsret på grund af sine børns afhængighed af ham. Denne ret er sikret i Traktaten om Den Europæiske Funktionsmåde.

Flertallet i Højesteret begrunder deres afgørelse med en tidligere dom afsagt af EU-Domstolen.

Den enlige dommer mener ikke, at en opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Denne dommer lægger blandt andet vægt på, at Højesteret for blot tre år siden udviste manden på grund af en stribe overtrædelser af meldepligt.