For et år siden trådte en ny lov i kraft, som giver politiet mulighed for at beslaglægge biler, hvis føreren kører hensynsløst. Allerede første gang man overtræder reglerne for det, regeringen kalder for vanvidskørsel, kan bilen blive taget.
Det har resulteret i, at 996 biler er blevet beslaglagt af politiet siden den nye lov trådte i kraft 31. marts 2021. Det oplyser Justitsministeriet til DR Nyheder.
Det kategoriseres som vanvidskørsel, hvis en trafikant overskrider den tilladte hastighed med 100 procent og samtidig kører med mindst 100 km i timen.
Spritkørsel med en promille over 2,0 samt særligt hensynsløs kørsel kategoriseres som vanvidskørsel.
Efter køretøjet er beslaglagt af politiet skal det vurderes i den videre behandling af sagen, om ejeren skal have konfiskeret køretøjet for bestandigt.
Hvis køretøjet bliver konfiskeret, bliver det typisk videresolgt på auktion.
Indtil videre er der solgt biler for omkring 2,4 millioner kroner.
