Mystisk: Ældre kvinde fundet død i vandet

En ældre kvinde er lørdag morgen fundet død i vandet nær Nyborg.

Mere præcist er kvinden fundet død ud for den dæmning, der deler Holckenhavn Fjord og Nyborg Fjord.

Politiet ved ikke endnu, hvem kvinden er.

“Lægen, der ankommer til stedet, konstaterer med det samme, at kvinden er død,” siger Torben Jakobsen, vagtchef, Fyns Politi, til fyens.dk

Kvinden er formentlig faldet i vandet, da hun var ude at gå enten aftentur eller morgentur ved vandet.

Det bygger politiet på, at de i hendes lomme fandt en lommelygte. Og at kvinden næppe har ligget i vandet i længere tid.

Politiet beskriver den nu afdøde kvinde som 50-70 år med gråt hår, Hun var iført mørk jakke og mørke bukser.

Fyns Politi har ikke meldinger om aktuelt savnede personer, men de opfordrer til at henvende sig, hvis man savner nogen. Det kan ske på telefonnummer 114.

(Opdatering søndag: Fyns Politi har identificeret kvinden. Hun er 60 år, og det er politiets opfattelse, at der ikke ligger noget kriminelt bag hendes dødsfald).