En række repræsentanter for muslimske trossamfund skulle have været til møde med to af regeringens ministre torsdag på Christiansborg, men det bliver ikke til noget.
En række repræsentanter for muslimske trossamfund skulle have været til møde med to af regeringens ministre torsdag på Christiansborg, men det bliver ikke til noget.
I en pressemeddelelse oplyser Dansk Muslimsk Unions talsmand, Urfan Zahoor Ahmed, som taler på vegne af trossamfundene, at de ikke vil komme.
Her kalder Urfan Zahoor Ahmed mødet for “forudindtaget”.
– Det er magtpåliggende for os at sikre, at almindelige jøder i Danmark ikke skal lide last for, hvad den israelske stat foretager sig. Desværre har forløbet op til mødet med ministrenes offentlige udtalelser afsløret, at dialogen reelt er tilsidesat til fordel for en politisk iscenesættelse, udtaler han her.
I stedet foreslår han, at ministrene, udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) og by-, land-, og kirkeminister Morten Dahlin (V), møder op hos Dansk Muslimsk Union i Hvidovre og diskuterer både antisemitisme og islamofobi.
Ministrene har til Jyllands-Posten fortalt, at det netop var antisemitisme og terrorsympatier i visse dele af muslimske miljøer, der var på dagsordenen på mødet – særligt set i lyset af situationen i Mellemøsten.
Bekymringerne kommer desuden efter en større afdækning i Jyllands-Posten af nogle muslimers holdninger til eksempelvis situationen i Mellemøsten og Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober sidste år.
Morten Dahlin kalder det “rystende”, at en række muslimske ledere har meldt afbud til mødet.
– Det forstår jeg grundlæggende ikke, hedder det i en kommentar.
Kaare Dybvad Bek udtaler, at han ikke kan huske, at “en hel gruppe af organisationer” har nægtet at møde repræsentanter for regeringen.
– Men det siger desværre en del om, at nogle danske muslimer har svært ved at erkende problemerne med antisemitisme og radikalisering.
Ministrene kommenterer ikke, hvorvidt de i stedet har tænkt sig at komme til Hvidovre til et møde med trossamfundene.
Urfan Zahoor Ahmed understreger i pressemeddelelsen, at han og de muslimske trossamfund ser det som et stort ansvar at modarbejde antisemitisme.
– Men vi ønsker ikke at være med til et spil, hvor skylden placeres på forhånd, og hvor muslimer fremstilles som den primære kilde til problemet.
Læs hvordan de danske myndigheder i årtier har accepteret barnebrude.