Musk kommer med indrømmelser i strid om X

Det sociale medie X vil imødekomme flere af de krav, som Brasilien har stillet til selskabet.

Dermed lader ejer Elon Musk til at have givet sig i den strid, som har ført til, at X er blevet blokeret af domstole i Brasilien.

Det skriver New York Times.

Blandt andet vil selskabet fjerne konti, som vurderes at udgøre en fare for brasiliansk demokrati, samt udnævne en formel repræsentant i landet.

Det fremgår af retsdokumenter, skriver det amerikanske medie.

Det var i august, at den brasilianske højesteret bad mobil- og internetleverandører om at blokere for X i Brasilien.

Årsagen var, at X ikke havde levet op til en række krav fra domstolen, blandt andet at udnævne en juridisk repræsentant.

Lørdag har højesteretten bekræftet, at den har modtaget meldingen fra X.

Men domstolen siger, at der ikke er blevet sendt den nødvendige dokumentation. Den får X nu fem dage til at sende.

Musk har haft en flere måneder lang strid med højesteretsdommeren Alexandre de Moraes, som har ført an i en indsats for at få øget reguleringen af ytringer online.

Musk har kritiseret højesteretsdommeren for at undertrykke ytringsfriheden.

Lige nu foregår en stor politiaktion, hvor der er afspærret flere steder. Politiet er massivt til stede.