Motorvej spærret: Fire biler involveret i uheld

Esbjergmotorvejen er tirsdag aften spærret i vestgående retning, efter fire biler har været involveret i et færdselsuheld

Syd- og Sønderjyllands Politi fik ved 17-tiden tirsdag aften en anmeldelse om et færdselsuheld i vestgående retning på Esbjergmotorvejen omkring afkørsel <70> Holsted.

Politi-, brand og redningsmandskab var efterfølgende hurtigt på stedet for at assistere, hvor man kunne konstatere, at fire parter var impliceret.

Flere køretøjer holdt midt på motorvejen og på tværs, og derfor lukkede man alle vejbanerne af.

Vejdirektoratet oplyser klokken 18.40, at man kan passere uheldet i nødsporet.

Køen strækker sig i skrivende stund omkring tre kilometer fra uheldsstedet.

Der er ikke sket alvorlig tilskadekomst i forbindelse med uheldet, men tre personer er blevet tilset i en ambulance.

OPDATERING KLOKKEN 18.57:

Politi- og redningsmandskab er nu færdige på stedet. Det er dog stadig kun nødsporet på motorvejen, der er åbent, da de forulykkede køretøjer skal fjernes.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at tre personer er blevet kørt på Esbjerg Sygehus til tjek.