Mor til otte rejste til Syrien: Kendt skyldig i at fremme Islamisk Stat

En mor til otte børn er mandag blevet kendt skyldig i at fremme terrororganisationen Islamisk Stat. Hun kræves udvist af Danmark

En 38-årig kvinde er ved Retten i Kolding kendt skyldig i at have fremmet den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).

Kvinden, der er dansk statsborger med bosnisk baggrund, indrejste med sin mand og seks børn til Syrien tilbage i 2015.

Hun bidrog ifølge rettens vurdering til at fremme IS ved at virke som hjemmegående husmor, mens hendes mand kæmpede for organisationen.

Kvinden fik yderligere to børn, mens hun befandt sig i Syrien.

Kvindens teenagedreng blev i 2019 hentet til Danmark, fordi han var ramt af skud og skulle i medicinsk behandling.

På daværende tidspunkt var kvindens mand død i kamp, og hun var blevet gift med en ny mand fra området.

Kvinden erkendte at være indrejst til Syrien.

Hun sagde dog i retten, at hun ikke var klar over, at hun ved at virke som husmor bidrog til at opretholde kalifatet.

“Jeg forstod ikke, at det, jeg havde gjort, var strafbart. Jeg så ikke den store sammenhæng i, at vi som kvinder var med til at opretholde IS’ mission dernede,” forklarede hun ifølge Vejle Amts Folkeblad i retten.

Kvinden har ifølge anklagemyndigheden både dansk og bosnisk statsborgerskab.

Udover fængselsstraf ønsker anklagemyndigheden, at kvinden frakendes sit danske statsborgerskab og udvises for bestandigt.

Kvindens børn blev efter varetægtsfængslingen anbragt hos kvindens forældre i Danmark. De er i alderen 3 til 17 år.

Den 38-årige er i retten iført en brun hijab, der dækker håret, halsen og skulderen.

Kvinden er en af tre mødre med i alt 14 børn, der blev hentet til Danmark i oktober 2021.

De blev alle varetægtsfængslet og sigtet for at fremme IS og for at indrejse i konfliktzoner.

Der faldt i efteråret dom i den første sag. Den blev ført som en tilståelsessag ved Retten i Esbjerg og udløste en dom på tre års fængsel.

Dommen blev skærpet i landsretten til fire års fængsel.

Mandag eftermiddag vil anklager og forsvarsadvokat argumentere for, hvilken straf de anser for passende for kvinden.

Det er endnu uvist, hvornår der falder dom i sagen.