Molotovcocktails kastet mod rockerborg

To personer med tilknytning til rocker- og bandemiljøet er blevet anholdt og sigtes for at stå bag et brandattentat mod Bandidos’ klubhus i Viby.

Ved brandattentatet, der fandt sted 5. februar, blev der kastet molotovcocktails ind i klubhuset.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse mandag.

Den ene anholdte er 28 år og fra Aarhus, mens den anden er 41 år og fra Horsens.

De er begge sigtet for forsætlig brandstiftelse mod adressen ved at have kastet fem antændte molotovcocktails ind i klubhuset 5. februar.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Illustrationsfoto

– Det er som følge af grundig efterforskning i samarbejde med Østjyllands Politi, at vi nu kan sigte to personer for brandstiftelse mod en adresse, der er kendt som Bandidos-klubhus.

– Brandattentatet er egnet til at skabe konflikt i det kriminelle miljø, og det er således en alvorlig sag, som vi har efterforsket blandt andet med henblik på at kunne imødegå og bremse en eventuel eskalering, siger ledende politiinspektør i NSK, Michael Kjeldgaard.

Politiet udelukker ikke, at der kan ske yderligere anholdelser i sagen.

De to anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aarhus tirsdag klokken 9.30. Her ventes en anklager at begære dem varetægtsfængslet. Anklageren vil desuden anmode om, at retsmødet foregår for lukkede døre.

Vidste at offer lige havde hentet søn i børnehaven: Dræbte ham alligevel.