MMA-landsholdet repræsenterer Danmark til Europamesterskaberne

I denne uge afholdes der europamesterskab i MMA i Beograd i Serbien. Det danske MMA-landshold er repræsenteret med tre stærke fighters. Mikkel Iversen i light heavyweight, Emil Shahriari i bantamweight og Mikkel Emil i flyweight.

Europamesterskaberne i år er blandt de største MMA-turneringer afholdt nogensinde med mere end 500 deltagere fordelt i de forskellige vægtklasser. På billedet ses de tre fighter flankeret af landstræner Milan Silva og assisterende landstræner Victor Georgsen.

Milan Silva udtaler: ”Der er ingen tvivl om, at niveauet i år er virkelig højt, og vores danske fighters vil helt bestemt få den hårdeste modstand, de nogensinde har oplevet. Men de er alle tre klar, og der ligger en lang og hård forberedelse forud for, at vi står her i dag. Jeg er helt overbevist om, at de danske fighters har niveauet til at kunne gøre sig gældende i toppen, så jeg er meget spændt.”

LÆS OGSÅ: MMA GALLA Odense: Danskerne vinder aftenen

Europamesterskabet arrangeres af det The International Mixed Martial Arts Federation IMMAF, som er verdens største MMA-forbund. Der er lodtrækning i aften, og derefter vil de kommende modstandere for turneringen blive offentliggjort.

Milan Silva udtaler videre:
”Turneringerne i IMMAF-regi afvikles virkelig professionelt, og det er tydeligt at se, at disse turneringer er en fantastisk platform for de talentfulde fighters. Alle fighters får opbygget en masse erfaring, og det høje niveau ses også tydeligt i, at mange af de tidligere års medaljetagere bliver signet af de store professionelle organisationer som eksempelvis UFC, Bellator osv. Så en medalje fra en IMMAF-turnering er også et godt afsæt til fighternes fremtidige professionelle karriere. Så det er helt fantastisk at kunne være med til at støtte og bakke de danske fighters op og forhåbentlig få sat Danmark på MMA-verdenskortet i endnu højere grad end tidligere.”

LÆS OGSÅ: Tætpakket arena og hårdtslående kæmpere: Årets MMA-event er i gang