Mistænkelig genstand i vandet: Dykkere fra Forsvaret i stor aktion

Mandag morgen fik politiet en anmeldelse om en mand, som opførte sig mistænkeligt og var meget påvirket af alkohol. Da betjentene kom ud til stedet fik de anholdt manden, men han nåede at kaste en genstand i vandet. Derfor er dykkere nu ankommet til stedet.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på X.

Dykkere fra Forsvaret er mandag eftermiddag ankommet til Esbjerg Brygge, hvor man fortsat er i gang med at afsøge området.

(Artiklen fortsætter under billedet)

”Genstanden udgør ikke nogen form for risiko, ligesom der ikke er tale om personfarlig kriminalitet, men vi ved, at der i det gode vejr er mange mennesker i området, som rummer både strand og vandaktiviteter. Vi fortæller derfor på forhånd, at vi vil være til stede og at der ikke er grund til utryghed. Vi vil bare gerne vide, hvad der eventuelt er blevet kastet i vandet”, siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov i en pressemeddelelse.

Der bliver fortsat arbejdet på Esbjerg Brygge og det er endnu uvist, hvor lang tid arbejdet vil stå på.

Flere nyheder fra Jylland