Mishandlede børn og kone i over 10 år: Smidt ud af Danmark

En 37-årig mand er blevet dømt til tre års fængsel og udvisning for bestandigt, da han mishandlet sine tre børn og kone.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Retten i Glostrup dømte manden for at have udøvet fysisk og psykisk vold mod sin familie. I de 12 år, som parret var gift, har manden udøvet ‘omfattende negativ social kontrol, psykisk vold og mishandling’ mod kvinden.

LÆS OGSÅ: 59-ÅRIG IDØMT FÆNGSEL FOR MISHANDLING AF EKSKONE OG FIRE BØRN

Parret har fire børn, hvor tre af dem er blevet udsat for psykisk og fysisk vold i flere år. Dommen glæder senioranklageren, som også ser det som et signal til andre, der eventuelt er i samme situation som ofrene i denne sag.

“Dommen i denne sag er et markant signal til andre, der oplever det samme – både at de bliver taget alvorligt af retssystemet, og at sådanne sager kan ende med fængselsstraf og udvisning”, siger senioranklager Caroline Sophia Tarrow i pressemeddelelsen.

Manden har anket dommen og er blevet varetægtsfængslet frem til, at sagen kan køre i landsretten.