Forsvarsadvokater har ønsket automatisk navneforbud, men minister vægter princip om offentlighed højere
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) afviser at ændre lovgivning, så sigtede i straffesager automatisk skal udstyres med et navneforbud.
Det fremgår af et skriftligt svar fra ministeren til Folketingets Retsudvalg.
Selv om der kunne være fordele ved et automatisk navneforbud, så er det ifølge Hummelgaard ikke at foretrække.
– Der vil imidlertid også være væsentlige ulemper og betænkeligheder forbundet med et generelt udgangspunkt om navneforbud i alle sager indtil dom, lyder det i svaret fra ministeren.
Diskussionen har senest været rejst, i forbindelse med kidnapningen af en 13-årig pige fra Kirkerup nær Korsør.
Her blev en 32-årig mand anholdt og sigtet, og flere personer valgte på internettet at skrive mandens navn. Manden er i øvrigt senere blevet sigtet og fængslet for drab, voldtægt og voldtægtsforsøg i andre sager, herunder Emilie Meng-sagen.
Da manden efter anholdelsen blev fremstillet i grundlovsforhør, blev der nedlagt navneforbud, men et sådant har ikke retsvirkning bagudrettet. Man har derfor ikke pligt til at slette navnet, selv om der i mellemtiden nedlægges et navneforbud.
Det fik Landsforeningen af Forsvarsadvokater til at foreslå, at en sigtelse i en straffesag automatisk skulle udløse et navneforbud. Den konkrete sag var ifølge advokaterne nemlig et eksempel på et generelt problem.
Kåre Pihlmann, som er formand for foreningen, henviste i den forbindelse til, at reglerne om navneforbud ikke tager højde for de moderne medier, hvor et navn lynhurtigt kan udbredes.
En sigtet har derfor ikke mulighed for at bede en domstol om at få nedlagt et navneforbud, inden navnet er offentliggjort.
– Derfor slår vi på tromme for en lovændring, så vi også kan beskytte navn og identitet i den situation, vi har set udspille sig i den pågældende sag, lød det i den forbindelse fra Kåre Pihlmann med henvisning til sagen fra Kirkerup.
Advokatens svar fik De Konservatives Mai Mercado til at stille spørgsmål til justitsministeren om regeringens holdning til spørgsmålet.
Hummelgaard udtrykker i sit svar en skepsis over for idéen og henviser til det grundfæstede princip om offentlighed i retsplejen.
– Efter min opfattelse er det mest hensigtsmæssigt, at domstolene i hver enkelt sag vejer den enkeltes interesse i at få nedlagt et navneforbud op mod den offentlige interesse i at kunne få oplyst den pågældendes identitet, lyder det i svaret fra ministeren.
– Dette sikrer de nuværende regler om navneforbud, og reglerne giver som nævnt mulighed for at nedlægge navneforbud når som helst under straffesagen, herunder før grundlovsforhøret, hvis der i den konkrete sag er behov for det, og det er praktisk muligt.
Reglerne om navneforbud fremgår af retsplejeloven. Her står der, at retten kan forbyde offentlig gengivelse af en sigtets identitet, for eksempel ved at nævne navn, stilling eller bopæl.
Navneforbud kan nedlægges, når nogens sikkerhed må antages at blive bragt i fare, eller når nogen vil blive udsat for en unødvendig krænkelse.
Bøden for at bryde et navneforbud er 25.000 kroner. Dertil risikerer man at blive dømt til at betale en godtgørelse til den, som er beskyttet af navneforbuddet.
Et navneforbud kan nedlægges eller ophæves på et hvilket som helst tidspunkt under sagens forløb. Ofte vil navneforbuddet i mere alvorlige sager blive nedlagt, når den sigtede fremstilles i grundlovsforhør, altså senest 24 timer efter anholdelsen.
/ritzau/
