Millionbøde og fængselsstraf til vognmand i kæmpe sag om svindel med førerkort

En af danmarkshistoriens største sager om svindel med førerkort i vognmandsbranchen er endt med en millionbøde og fængselsstraf til en fynsk vognmandsfamilie.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Sagen startede, da politiet indledte en efterforskning i februar sidste år i forbindelse med en tungvognskontrol.

Her viste efterforskningen, at vognmanden kørte på sin hustrus førerkort, og at sønnen kørte på sin morfars førerkort.

Derfor blev der ført tiltale mod fem tiltalte for mere end 700 lovovertrædelser, heriblandt misbrug af førerkort og forsøg på at skjule overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne ved misbruget.

Dommen blev afsagt torsdag, hvor det fynske vognmandsfirma blev idømt en bøde på 2.137.000 kroner.

De to mænd, der er tiltalt for misbrug af førerkort erkendte sig delvist skyldige, mens førerkortindehaverne nægtede sig skyldige under sagen.

Ejeren af virksomheden blev idømt fængsel i otte måneder, hvoraf to måneder skal afsones, mens resten gøres betinget på vilkår om samfundstjeneste.

Ejeren blev desuden frakendt retten til at beskæftige sig med vognmandsvirksomhed i de næste tre år, samt frakendt retten til at føre tunge køretøjer i to år.

Den 22-årige søn blev idømt fire måneders fængsel, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste, en bøde på 67.000 og frakendelse af retten til at føre tunge køretøjer i et år.