Mette Frederiksen overfaldet af polak: Nu har dommeren talt

En dommer fængsler en 39-årig polsk mand frem til 20. juni, der er sigtet i sagen om et slag mod Mette Frederiksen i det indre København.

Det sker i et grundlovsforhør lørdag eftermiddag i Retten på Frederiksberg.

I retsmødet nægter den anholdte sig skyldig. Han var sandsynligvis både påvirket af stoffer og beruset ved episoden cirka klokken 17.50 ved Kultorvet, skønnede politiet efter anholdelsen.

Han var så sløv, at han skulle hjælpes ud af en bil, fremgår det af en rapport, som læses op i retsmødet.

Kultorvet fredag aften kort efter hændelsen.

Manden er polsk statsborger og har tilsyneladende opholdt sig i Danmark siden 2019. Han, der er iført en trøje for den amerikanske basketball-klub Chicago Bulls, drejer rundt i stolen under afhøringen og gestikulerer af og til med håndbevægelser.

Under en afhøring hos politiet har han sagt, at han var overrasket over at se statsministeren på gaden.

I retsmødet lørdag siger han, at han synes, hun er en “rigtig god statsminister”.

Dommeren fastslår i kendelsen, at alt tyder på, at den 39-årige godt ved, hvem Mette Frederiksen er. Der er derfor en begrundet mistanke om, at han begik vold mod en person i offentlig tjeneste.

– Umiddelbart forekommer sagen allerede godt belyst, bemærker dommeren.

LÆS OGSÅ: Status på statsministeren: Mette Frederiksen melder ud