Menneskejagt i gang: Kampklædt mand skyder på universitet

Der har torsdag været to skudepisoder i Rotterdam, oplyser politiet. Formodet gerningsmand er på fri fod

Politiet i den hollandske havneby Rotterdam er torsdag på jagt efter en mistænkt gerningsmand efter to skyderier.

Det oplyser byens politi på X, det tidligere Twitter.

Det ene skyderi skal have fundet sted i et klasseværelse på Erasmus University Medical Center, der er både et universitet og et hospital.

Det andet fandt angiveligt sted i et hus i byen.

Der er torsdag eftermiddag mange ubekræftede oplysninger i hollandske medier. Der meldes både om to og tre sårede i skyderierne.

Den formodede gerningsmand meldes torsdag eftermiddag stadig på fri fod.

– Gerningsmanden er muligvis på motorcykel. Han bærer kamptøj, er høj, har sort hår, er midt i 20’erne, har en rygsæk og høretelefoner og bærer et håndvåben. Ring 112, hvis du ser ham, skriver politiet.

De hollandske aviser De Gelderlander og De Telegraaf melder om kaotiske scener uden for Erasmus University Medical Center.

En talsmand for politiet oplyser ifølge det hollandske nyhedsmedie NU.nl, at det er muligt, at gerningsmanden stadig befinder sig på universitet.

– Vi undersøger alle muligheder, lyder det torsdag omkring klokken 16.

NU.nl skriver, at der er tre sårede i skyderierne. To skal være blevet ramt i boligen, mens en tredje skal være ramt på universitetet.

Omfanget af deres skader er ikke umiddelbart kendt.

Det hollandske nyhedsmedie NOS melder om brand både ved den bolig, hvor der angiveligt blev affyret skud, og på hospitalet.

/ritzau/