01. okt. 2021 - 17:30

Menneskejagt i gang – betjent truet med pistol til at aflevere sit tjenestevåben under eftersættelse 



Politiet har iværksat en menneskejagt på at finde de to gerningsmænd, som natten til fredag truede en betjent med pistol til at overlevere sit tjenestevåben. 

Det bekræfter Københavns Vestegns Politi på Twitter, som skriver videre om hændelsen:

“At true en politimand med en pistol er fuldstændigt uacceptabelt og særdeles groft, og noget vi ser på med meget stor alvor. Vi har sat massivt ind på at finde gerningsmændene,” siger chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard

Presse-fotos.dk beskrev tidligere fredag, at en betjent natten til fredag var blevet frarøvet sit tjenestevåben og truet med pistol af to gerningsmænd i området omkring Valnæsvej i Herlev. 

Politiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, Michael Hellensberg til TV2, at situationen opstod, da de to gerningsmænd blev set af en patrulje, der patruljerede i et grønt område i Herlev. 

Politiinspektøren fortæller videre, at det var da betjenten eftersatte en af gerningsmændene, at han blev truet. 

“Gerningsmændene deler sig op, og betjenten løber efter den ene. Det er under eftersættelsen, at han blev truet med en pistol til at overlevere sit tjenestevåben,” siger han.

Michael Hellensberg fortæller videre, at han betjenten handlede professionelt i situationen ved at gøre som gerningsmanden sagde og overgav sit tjenestevåben. 

– Betjenten reagerede resolut og professionelt. Han blev truet med et våben, og derfor fokuserede han først og fremmest på sin egen sikkerhed, siger Michael Hellensberg til TV2.

Efterfølgende flygtede de to gerningsmænd til fods. 

Som Presse-fotos.dk tidligere har kunnet fortælle, har politiet siden natten til fredag ledt efter de to gerningsmænd i området med helikoptere, droner og hundepatruljer. Men de to gerningsmænd er fortsat på fri fod. 

I forbindelse med eftersøgningen i området har politiet fundet den tjenestepistol, som betjenten blev tvunget til at overlevere, skriver TV2. 

Om betjenten der blev truet af gerningsmændene, skriver Københavns Vestegns Politi: 

“Han har det efter omstændighederne godt – men er naturligvis mærket af situationen. Sammen med Politiforbundet, tager vi, hans kollegaer og ledelse, hånd om ham,” siger chefpolitiinspektør Knud Stadsgaard

Københavns Vestegns Politi opfordrer personer, der har været til stede i området ved Stadagervej/Valnæsvej i Herlev i tidspunktet omkring klokken 02:02 torsdag nat til at tage kontakt til politiet.