Melding om skud får politiet til at afspærre område i boligkvarter

Nordjyllands Politi har lørdag eftermiddag send patruljer ud til Sonjavej i Aalborg, hvor betjentene har afspærret et større område.

Det er sket efter en borger har ringet til politiet og anmeldt, at man har hørt skud i området.

Flere betjente er i gang med at undersøge parkeringspladsen og boligkvarteret, og afspærringstapen fylder det meste af parkeringspladsen ind til bygningerne.

Der er endnu ikke kommet meldinger om, at der skulle være sket noget alvorligt på stedet.

Opdatering kl. 17.15. Nordjyllands Politi skriver på Twitter:

“Vi er nu færdige med vores undersøgelser på Sonjavej/Hadsundvej i Aalborg, hvor en anmelder tidligere på dagen mente at have hørt skud. Vi har ikke fundet tegn på, at der har været afgivet skud og har ikke modtaget yderligere anmeldelser om lignende fra stedet.”