Melding om knivstikkeri: Finder blodspor på åben gade

Politiet har fundet blodspor på gaden i forbindelse med en udrykning i Randers

Søndag klokken 19.50 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et muligt knivstikkeri på Hobrovej i Randers.

Derfor rykkede politiet talstærkt ud til stedet, hvor man afspærrede et område.

I den forbindelse lød det fra Presse-fotos.dks udsendte, at der befandt sig op mod 20 betjente omkring gerningsstedet.

Østjyllands Politi oplyser, at de første betjente, der ankom til stedet, fandt blodspor, og derfor begyndte politiet at foretage spor sikring.

‘Ud fra den indledende efterforskning fik Østjyllands Politi mistanke om, at en af de involverede i episoden var en 21-årig mand, og han blev senere på aftenen fundet på en adresse i Randers,’ skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Den 21-årige mand havde sår i ansigtet og blødte, men han var ikke kommet alvorligt til skade.

SE OGSÅ: TO BUSSER STØDT SAMMEN PÅ MOTORVEJEN!

Umiddelbart er der ikke noget, der indikerer, at der er sket et knivstikkeri, men den 21-årige har formentlig været involveret i et slagsmål på gerningsstedet, oplyser politiet.

Han var ikke samarbejdsvillig i forhold til at fortælle, hvad der var sket. Østjyllands Politi efterforsker derfor nu sagen nærmere.

Presse-fotos.dk var søndag aften i kontakt med vagtchefen hos Østjyllands Politi, der på det tidspunkt dog kun kunne bekræfte, at politikredsen var rykket ud til Hobrovej.