Matas i brand

Fredag formiddag arbejder brandvæsen og politi i en gågade i Odense i forbindelse med brand i en Matas

Fredag klokken 08.12 har Fyns Politi og Beredskab Fyn fået en anmeldelse om bygningsbrand på Vestergade 81 i Odense C, hvor Matas har butik.

Derfor er politi og brandvæsen netop nu til stede på gaden i flere køretøjer, hvor man har afspærret.

På billederne kan man blandt andet se, at vandslanger er blevet trukket ind i bygningen, mens flere brandfolk er blevet hejst op for at bese stedet oppe fra.

Presse-fotos.dks fotograf på stedet fortæller, at man stadig kan se røg sive ud fra bygningen.

Der er ikke sket personskade i forbindelse med branden.

“Branden er opstået i et baglokale i butikken, men heldigvis ikke spredt sig. Butikken åbner først klokken 10, så der var ikke nogen kunder i butikken,” siger vagtchefen ved Fyns Politi til Fyens Stiftstidende.

SE OGSÅ: VOLDTOG 28-ÅRIG KVINDE

Beboere i lejlighederne, der ligger over Matas, er for en sikkerhedsskyld blevet evakueret. Man er endnu ikke klar over brandårsagen.