Massiv politiaktion ved den svenske ambassade i København

Politiet har onsdag eftermiddag undersøgt et mistænkeligt forhold ved den svenske ambassade i København.

Det oplyser Københavns Politi til Ritzau.

Ifølge vagtchef Dyre Sønnicksen havde politiet fået en anmeldelse klokken 14.20 om, at en bil var kørt hurtigt op på fortovet foran den svenske ambassade.

Føreren af bilen forlod bilen og skyndte sig væk, viser overvågning ifølge vagtchefen.

– Vi har så undersøgt det her køretøj på alle led og kanter – blandt andet for om der eventuelt skulle være nogen form for bomber i det her, og det er der ikke.

Dyre Sønnicksen fortæller, at der er tale om en mørk Mazda 3.

Et billede fra stedet viser ifølge B.T. og TV 2 Kosmopol, at den fjernstyrede robot Rullemarie har undersøgt en bil. Den bruges typisk ved mistanke om tilstedeværelse af eksplosiver og lignende.

Vagtchefen siger, at den mørke Mazda 3 vil blive borttransporteret, og at politiet leder efter føreren.

– Vi skal finde ejeren og finde ud af, hvad det her er for noget. Det er som sagt lidt mistænkeligt, siger han og tilføjer, at politiet ikke vurderer, at føreren er farlig.

Amaliegade og dele af Sankt Annæ Plads var afspærret tidligere på eftermiddagen. Vagtchefen fortæller, at afspærringerne er ophævet.

Tidligere på dagen havde personer i nærområdet fået at vide, at de ikke måtte gå uden for. Restriktionen er ophævet sent onsdag eftermiddag.