Massiv indsats i Aabenraa vil komme utryghedsskabende adfærd til livs

Omkring november anmeldte en række borgere i Aabenraa tilfælde med generende kørsel og affyring af ulovlige kanonslag omkring Madevej i Aabenraa. Det fik Syd- og Sønderjyllands Politi til at sætte gang i en større indsats i området.

Siden politiet igangsatte indsatsen, er der skrevet hele 549 sager i den sønderjyske by. Blandt de mange sager er 233 af sagerne relateret til uro og uorden af forskellig slags, mens 40 handler om hærværk og 36 gælder overtrædelse af fyrværkeriloven.

Godt en tredjedel af sagerne handler om overtrædelse af færdselsloven.

I forbindelse med indsatsen er der nemlig blevet udskrevet 90 fartbøder. Mange kørte mellem 66 og 80 km/t inden for byskiltene.

”Men vi har også oplevet flere tilfælde, hvor der er blevet kørt mere end 81 km/t i byen og det betyder en betinget frakendelse af kørekortet. En del har været over 90 km/t”, fortæller operativ leder af færdselsafdelingen ved Syd- og Sønderjyllands Politi politikommissær Mads Bruhn Lund.

Indsatsen og politiets massive tilstedeværelse i Aabenraa fortsætter.