Maskinpistoler, lyddæmpere og kokain i kilovis: To mænd anholdt

Arkivfoto

To mænd er blevet anholdt i dag i en sag om besiddelse af våben, samt indsmugling, besiddelse og salg af mindst 17 kg kokain.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

De to mænd blev anholdt omkring 11-tiden fredag.

Den ene mand på sin bopæl i Albertslund, mens den anden blev anholdt i fængslet, hvor han sad til afsoning.

Mændene er henholdsvis 27 og 31 år gamle og er ifølge politiets opfattelse medlemmer af samme bandegruppering.

Det er dog ikke oplyst, hvilken bandegruppering der er tale om.

Anholdelserne er resultatet af en længere efterforskning, hvor to andre personer allerede i november måned blev anholdt og har siddet varetægtsfængslet siden da.

De to mænd er sigtet for besiddelse af otte pistoler, to maskinpistoler med tilhørende ammunition samt flere lyddæmpere.

Mændene er også sigtet for at have indsmuglet og været i besiddelse af mindst 17 kg kokain i perioden fra februar 2021 til november 2021.

Slutteligt er den 31-årige sigtet for at have været i besiddelse af en pistol med tilhørende ammunition i november 2020.

– Der er tale om en omfangsrig og kompliceret efterforskning, der nu har kørt over et stykke tid. Med dagens anholdelser har vi taget yderligere to centrale personer fra bandemiljøet ud af cirkulation og sigtet dem for særdeles alvorlig kriminalitet. De våben, som sigtelserne vedrører er beslaglagt ved en tidligere aktion, men kombinationen af sigtelserne for besiddelse af våben og indsmuglingen og besiddelsen af kokain, bekræfter desværre med al tydelighed de organiserede banders adfærd, siger vicepolitiinspektør Torben Henriksen fra NSK.

De to anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen, lørdag den 9. april ved Retten i Glostrup med krav om varetægtsfængsling.

Anklagemyndigheden vil begære lukkede døre.