Mand stak af fra Netto med ‘kødkuffert’

Mandag aften fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Netto i Storcenter nord på Finlandsgade i Aarhus N, skriver Østjyllands Politi i deres døgnrapport.

Her havde forretningen haft besøg af en butikstyv, som havde stjålet 17 pakker kød, som han havde lagt ned i en rullekuffert, hvorefter han havde forladt butikken uden at betale.

En medarbejder havde efterfølgende set manden stige på buslinje 2A, der kort efter blev standset af en patrulje på Langelandsgade. Bagerst i bussen fik betjentene øje på en mand, som passede til det signalement, medarbejderne i forretningen havde givet.

Betjentene tog kontakt til den 22-årige mand, som blev bedt om at vise, hvad han havde i sin kuffert. Kufferten var ganske rigtigt fyldt med kød, hvorfor den 22-årige mand blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

Herefter blev manden kørt retur til Netto, som fik tilbageleveret de stjålne pakker kød. Manden fik besked på, at han ikke fremover må vise sig i Netto. Herefter blev han løsladt igen.