Mand med økse røver Rema 1000: Anholdt på bodega midt i fejringen

En 28-årig mand er torsdag blevet anholdt for røveri mod Rema 1000 i Nærum Hovedgade. Manden havde en økse med ind i butikken og lavede et såkaldt kassedyk, hvor han tog penge fra butikkens kasseapparat.

Det fortæller David Eckert, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.

– En medarbejder fra butikken følger efter ham i behørig afstand og kan se, at han skifter tøj og smider øksen fra sig.

– Herefter går han ind på en nærliggende bodega, hvor han tænker, at han kan gemme sig, siger vagtchefen.

Medarbejderen havde politiet i røret, så han kunne hurtigt guide politiet den rette vej. Anmeldelsen kom kort efter klokken 16, og otte minutter efter var den 28-årige anholdt.

Da politiet ankom til bodegaen, havde den 28-årige dog nået at gøre sig godt tilpas med både en øl og en cigaret.

Ingen kom til skade ved røveriet.

Politiet forventer at fremstille den 28-årige i et grundlovsforhør i løbet af fredag.