Mand lå livløs i svømmehal: Helikopter tilkaldt

En læge-helikopter rykkede søndag eftermiddag ud til Holbæk Svømmehal i Holbæk Sportsby, hvor en mand pludselig lå livløs.

“Der var tale om en 25-årig mand, der pludselig lå livløs i svømmehallen. Livredderne gav ham førstehjælp, og de fik i det hele taget hjulpet ham godt, så han var i live, da han blev kørt til tjek i ambulancen. I det hele taget var det rigtig godt arbejde af livredderne,” siger kommunikationsmedarbejder i Midt- og Vestsjællands Politi, Charlotte Tornquist, til presse-fotos.dk

Hun tilføjer, at der ikke i døgnrapporten er melding om, at der skulle have været en helikopter til stede.

“Men det kan der sagtens have været. Under alle omstændigheder blev der heldigvis ikke brug for den.”

Der er heller ingen meldinger om, hvorfor den 25-årige mand pludselig lå livløs i svømmehallen. Men intet tyder på et kriminelt forhold, og mandens tilstand blev hurtigt meget bedre takket være den førstehjælp, han fik.