Mand indbragt på hospitalet efter højresvingsulykke

En mand er fredag eftermiddag blevet kørt på hospitalet efter at være blevet påkørt af en bil på sit el-løbehjul

Fredag eftermiddag ved 16-tiden er en mand endt på hospitalet, da han kom helt galt afsted på sit el-løbehjul og blev påkørt af en bil i et højresving.

”Han kommer kørende ad Roskildevej i Glostrup ind mod København, da et ægtepar i deres personbil vil svinge til højre ind på Q8-tanken og rammer ham,” fortæller konen til manden på el-løbehjulet.

Manden rammer asfalten hårdt og har slået sig slemt.

”Vi er så heldige, at en ambulance lige efter kommer kørende ved et rent tilfælde, og de kører ind til siden – redderne hopper hurtigt ud af ambulancen og kommer hen og hjælper min mand. Kort efter ankommer politiet også,” fortæller konen.

Manden er nu indbragt til hospitalet for kontrol. Han er ikke kritisk tilskadekommen.

Obs: Både manden og konen har givet Presse-fotos.dk lov til at bringe billederne usløret. Det er billeder, som konen selv har taget.

SE OGSÅ: FLERE FASTKLEMTE UNDER FÆRDSELSULYKKE: POLITIESKORTE NETOP AFGÅET FRA STEDET