Mand hakker sav i hovedet på nabo

En nabostridighed er blevet taget til nye højder, efter en 57-årig mand stjal en sav og hakkede den i hovedet på sin nabo

Søndag klokken 13.04 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 48-årig mand fra det sydvestlige Randers var blevet overfaldet med flere slag i hovedet.

Overfaldet var blevet begået af den 48-åriges nabo – en 57-årig mand – som ifølge sigtelsen havde slået ham flere gange i hovedet med en sav.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

SE OGSÅ: HER KAN DER FALDE OP TIL 15 CENTIMETER SNE I DAG

Overfaldet var sket, da den 48-årig havde stået og beskåret nogle grene med en sav.

Pludselig var hans nabo dukket op på de to mænds fælles skelgrænse og tog saven fra ham.

Den brugte den 57-årige nabo efterfølgende til at hakke ham flere gange i hovedet med. Ifølge Østjyllands Politi bundede uenigheden mellem de to naboer om den fælles skelgrænse.

Da betjente ankom til stedet fik man hurtigt kontakt til den 57-årige mand, der blev anholdt og sigtet for grov vold.

Den 48-årige mand kom ikke umiddelbart alvorligt til skade, da han fik blokeret de fleste af slagene.

Illustrationsfoto