Mand fundet druknet: Politiet udelukker INTET

En mand er lørdag fundet druknet ved Sjelborg Strand nær Esbjerg.

“Vi får en anmeldelse kl. 17.41 om, at en mand er fundet druknet i vandkanten. I den slags situationer kommer naturligvis både politi og redningsmandskab tilstede,” siger vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi til presse-fotos.dk

“Manden må have ligget i vandet ret længe, for liget er så medtaget, at vi ikke kan identificere ham. Vi kan heller ikke sige noget om hans alder. Det ser ud som om, der er tale om en yngre mand, men liget er så rynket, at vi ikke kan sige det med sikkerhed,” fortæller han.

Politiet kan heller ikke fortælle noget om, hvorvidt manden har været udsat for en forbrydelse.

“Han var iført enten underbukser eller badebukser, da vi fik liget af ham op, så noget tyder på, at der er tale om en svømmer, der kom i havsnød. Men vi udelukker på nuværende tidspunkt ikke en forbrydelse. I det hele taget udelukker vi ikke noget,” siger vagthavende.

Liget er nu bragt til sygehus i Esbjerg, og her håber politiet så, at det kan lykkes at få identificeret manden. Efterfølgende skal der så være obduktion.

(Opdatering: Politiet meddeler lørdag kl. 22.40, at de har identificeret den druknede mand, og at hans pårørende er underrettede).