Mand dømt for årelangt misbrug af vens søn

En 51-årig mand fra Himmerland er blevet idømt til fire år og seks måneders fængsel for at have misbrugt to drenge seksuelt.

Det skriver TV 2 Nord.

Den ene af drengene boede på samme vej som den dømte. Den anden er søn af mandens gode ven, som ofte kom i huset. I retten blev det fremlagt, at den dømte opbyggede et tillidsforhold med drengene, så han kunne have seksuel omgang med de mindreårige.

Den ene af drengene var blot ni år, da overgrebene startede. Han er 22 år i dag.

Den 51-årige mand har nægtet sig skyldig i overgreb siden sagens begyndelse.

10.000 børnepornografiske billeder. 

Mandens hjem er blevet ransaget og politiet har konfiskeret flere harddiske og computere. I dem har man fundet omkring 10.000 børnepornografiske billeder. Dette forhold har manden erkendt.

Den 51-årige har også fået et bolig- og besøgsforbud. Det betyder, at han ikke må få besøg af personer under 18 år, ligesom han heller ikke må befinde sig i hjem, hvor der er mindreårige til stede.