Mand død: Skudt af politiet på bibliotek

Illustrationsfoto

En 31-årig mand er blevet skudt af politiet, efter at han angiveligt trak en machete frem på et universitetsbibliotek i byen Mannheim i det sydvestlige Tyskland.

Manden er efterfølgende død på et hospital.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Manden tiltrak sig i første omgang opmærksomhed i et område af biblioteket, der tilhører Det Økonomiske Fakultet.

Her udviste han tirsdag aften “forstyrrende adfærd” og blev derfor bedt om at forlade stedet.

Efter den besked opførte den 31-årige mand sig voldeligt over for en af bibliotekets medarbejdere, lyder det.

Da en tilkaldt politipatrulje ankom, holdt manden ifølge politiet en machete i hånden.

Anklagemyndigheden og efterforskere i sagen siger, at manden samtidig fremsatte trusler mod politiet.

Efter at være blevet ramt af politiets affyrede skud blev manden, der var tysk statsborger, kørt på hospitalet, hvor han døde af sine kvæstelser.

I en udtalelse fremgår det ifølge dpa, at manden i forvejen var kendt af politiet.

LÆS OGSÅ:

Mand stukket ned med saks bag tankstation

Efter voldsomme flammer i autoværksted: Helt udbrændt