Mand død efter flere skud på åben gade

En 37-årig mand, der torsdag blev skudt i København, er død.

Det oplyser Københavns Politi på et kort pressemøde torsdag aften.

– Ambulancer og politi var hurtigt fremme på stedet, men desværre er personen, der blev ramt, afgået ved døden, siger vicepolitiinspektør Jesper Bangsgaard.

Manden blev ramt af flere skud på klos hold på hjørnet mellem Nyropsgade og Herholdtsgade tæt på Vesterport i København.

Politiet modtog anmeldelsen om episoden klokken 17.18, fortæller Jesper Bangsgaard.

– Gerningsmanden flygtede fra stedet på et løbehjul, da han afgav skuddene iført en ret karakteristisk orange jakke, og en stor blå taske af typen, man normalt udbringer mad i, siger vicepolitiinspektøren.

Den 37-årige mand var i forvejen kendt af politiet, men ikke i bandesammenhæng.

Politiet har ikke viden om, hvad der gik forud for skudepisoden. Men man er i gang med at forsøge at klarlægge, om gerningsmanden og den 37-årige mand kendte hinanden i forvejen.