
Gerningsmanden bag et knivangreb i den franske by Annecy torsdag havde for få dage siden fået afvist en asylansøgning i Frankrig.
Det siger den franske indenrigsminister, Gerald Darmanin, torsdag aften til det franske medie TF1 ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Han havde ifølge ministeren fået afslag tidligere denne måned.
Knivangrebet skete i en offentlig park omkring klokken 09.45.
Her stak gerningsmanden fire små børn og to voksne. Børnene var mellem 22 og 36 måneder gamle og er torsdag aften alle i kritisk tilstand.
Manden, der er syrisk flygtning, var klædt i sort og havde et omkring ti centimeter langt knivvåben. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
For cirka ti år siden havde manden fået asyl i Sverige. Han forlod angiveligt landet, da det ikke lykkedes ham at få svensk statsborgerskab.
Han havde også søgt om asyl i Italien og Schweiz.