Mænd kendt skyldige i brandstiftelse mod frisørsalon

Tre mænd på 23, 25 og 27 år er tirsdag aften blevet kendt skyldige i brandstiftelse og forsøg på brandstiftelse mod en frisørsalon i Rødovre i februar.

Den ene mand – den 23-årige – mødte ikke op til retsmødet ved Retten i Glostrup og har derfor ikke fået dom.

Det fortæller Rasmus Kim Petersen, der er senioranklager ved Københavns Vestegns Politi. 

Den 25-årige mand fik et år og tre måneders fængsel for forsøg på brandstiftelse, mens den 27-årige fik to års fængsel for forsøg på brandstiftelse og brandstiftelse.

De tre mænd var tiltalt efter den paragraf, der omhandler brandstiftelse, som bringer andres liv i overhængende fare – Straffelovens paragraf 180. Men de blev dømt efter den mildere paragraf 181.

Mændene blev tiltalt efter den strengere paragraf, fordi politiet vurderer, at beboerne i stuen og på første sal i bygningen var i overhængende livsfare

En 18-årig mand har også været tiltalt i sagen, men han befinder sig angiveligt i Tyrkiet og er sygemeldt for nu. Hans sag bliver derfor behandlet selvstændigt.

Ifølge anklageskriftet blev frisørsalonen forsøgt stukket i brand den 3. februar sidste år, hvilket dog mislykkedes. Dagen efter – den 4. februar – lykkedes det angiveligt den 18-årige, den 27-årige og den 23-årige at stikke ild til salonen.

Den påsatte brand kom, kun få måneder efter at en 17-årig dreng blev dræbt af skud i frisørsalonen.

Politiet har tidligere oplyst, at det mistænker, at skyderiet bunder i en konflikt mellem to grupperinger.

Det fremgår ikke af anklageskriftet, om Københavns Vestegns Politi mener, at der er en sammenhæng mellem skyderiet og den aktuelle sag.

Den 25-årige har udbedt sig betænkningstid i forhold til eventuel anke, mens den 27-årige ankede på stedet.