Mænd i varevogn lokkede ni-årige piger med slik og penge – “Vil i ikke med ud og køre en tur?”

Tre piger i niårsalderen var søndag aften på vej hjem efter at have været ude og rasle i forbindelse med Halloween i Gentofte.

Men da pigerne kom gående ad Ermelundsvej i Gentofte mellem klokken 18 og 19, kørte en hvid varevogn med tre mænd pludseligt op på siden af dem.

En af mændene spurgte, om pigerne ville have slik, mens en anden mand i bilen tilbød dem penge. Mændene spurgte også, om ikke de tre niårige piger ville med ud og køre en tur i bilen.

Pigerne afviste dog mændene med et nej, hvorefter de løb hjem til en af pigernes forældres hus, som lå i nærheden.

Herefter gengav pigerne, hvad der var sket, og hvad mændene havde sagt til dem. En forældre til en af pigerne tog kort efter kontakt til politiet.

Nordsjællands Politi oplyser til Presse-fotos.dk, at pigerne handlede helt korrekt ved at afvise mændene i varevognen og fortælle episoden til en voksen.

Politiet oplyser videre, at der ikke er nogen mistænkte i sagen, men at man gerne vil tale med de tre mænd for at høre, hvad deres intention var.

De tre mænd beskrives som 20-30 år gamle og af anden-etnisk herkomst.