Københavns Politi er torsdag i gang for anden dag i træk med nedlukningen af Pusher Street på Christiania. Gårsdagens aktion førte til flere anholdelser
Onsdag klokken 9.00 startede en todages nedlukning af Pusher Street, da Københavns Politi som varslet rykkede ind på den berygtede gade og ryddede stedet.
Det samme er sket torsdag klokken 09.00 – og begge dage har det til fælles i forhold til tidligere aktioner i gaden, at betjentene denne gang bliver på stedet til midnat samme dag.
Aktionerne onsdag og torsdag sker som et led i kampen mod den organiseret hashhandel på Pusher Street og som en del af den plan, der skal føre til den permanente nedlukning af gaden.
‘I går blev seks mænd i alderen 23 til 34 år anholdt og sigtet for salg af hash i den skærpede strafzone på Christiania. En af dem fremstilles senere i dag i grundlovsforhør. Vi vil hele torsdag være synligt til stede i både Pusher Street og resten af den skærpede strafzone på og omkring Christiania,’ oplyser Københavns Politi torsdag formiddag på det sociale medie X.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Københavns Politi gør opmærksom på, at der siden nytår har været en særlig strafzone omkring Christiania.
Den giver blandt andet mulighed for at give hårdere straffe til både købere og sælgere af ulovlige stoffer.
Den skærpede strafzone på Christiania træder i kraft onsdag den 10. januar 2024 kl. 12 og er foreløbigt gældende i seks måneder frem til den 10. juli 2024 kl. 12. Zonen dækker hele Christiania og dele af det omkringliggende område.
”Vi ser den skærpede strafzone som et effektivt værktøj i indsatsen mod den åbenlyse og systematiske hashhandel i blandt andet Pusher Street. Vi kommer til at gå efter både sælgere og købere, og de kan se frem til markant hårdere straffe, hvis de bliver taget med ulovlige stoffer. Med den skærpede strafzone tager vi endnu et skridt mod en varig lukning af hashhandlen på Christiania,” siger politidirektør i Københavns Politi Anne Tønnes.
Se billeder fra politiets tilstedeværelse torsdag her:





