Lille pige voldtaget flere gange

Illustrationsfoto

En 12-årig pige er blevet voldtaget mindst fire gange. Nu er en 35-årig mand blevet dømt i dele af anklageskriftet, mens han er blevet frikendt i andre

Thi kendes for ret.

Da en dommer ved Retten i Aalborg tidligere mandag slog hammeren i bordet, blev en 35-årig mand kendt skyldig og fængslet i en grusom sag.

Manden er nemlig blevet kendt skyldig i en sag om voldtægt af en blot 12-årig pige.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi på det sociale medie X.

‘Den 35-årige mand er idømt fængsel for i mindst fire tilfælde at have haft samleje med en dengang 12-årig pige, men han er frifundet for i en periode forud herfor at have udsat hende for såkaldt grooming,’ oplyser anklagemyndigheden.

Grooming er en voksen persons gentagne henvendelser til et barn med henblik på at skabe et tillidsforhold, der over tid gør det muligt for krænkeren at forgribe sig seksuelt på barnet.

Den 35-årige mand blev idømt to års fængsel for de fire voldtægter.

Han ankede dommen og er fortsat varetægtsfængslet efterfølgende.